50-årige Mette Isgaard lider af post commotionelt syndrom. Med andre ord: Senfølger efter hjernerystelse. Det har påvirket hendes personlige liv såvel som hendes arbejdsliv. Men det stopper hende ikke i at leve et farverigt liv i en positiv ånd.
Af Mathias Sørensen
Mette skal planlægge sine dage med aktiviteter og pauser. Når det er tid til afslapning, gør hun ofte brug af det bløde hjørne i stuen for ikke altid at ligge i sengen. Foto: Mathias Sørensen
Mette er sammen med en dreng på 11 år i forbindelse med sit arbejde med børn med særlige behov. Drengen er spændt op i en jogger. Han kan nemlig blive meget aggressiv. Mette spænder ham op, og han flår sine briller af, så de ryger ned på gulvet. Det er ikke første gang. Han ødelægger rigtig mange briller. Derfor vælger Mette at samle brillerne op. Men hun har glemt en ting. Hun har spændt drengen op, som rejser sig, og sparker Mette i hovedet. Det første hun tænker er, at næsen er brækket. Det har hun prøvet før. Denne tanke bliver fulgt op af en anden tanke. ”Åh nej, nu fik jeg ødelagt mine briller.”
Det var den 31. januar 2018, det skete. Dagen der vendte op og ned på Mettes liv. Sparket resulterede i en brækket næse, piskesmæld og ikke mindst en hjernerystelse. Sidstnævnte giver hende særlig store, daglige udfordringer på grund af senfølger.
For Mette er det værste symptom efter hjernerystelsen følsomheden over for lyd. Men hun har metoder, som kan hjælpe hende. Video: Mathias Sørensen
Hvert år pådrager cirka 25.000 danskere sig en hjernerystelse. Hjernerystelse er en skade på hjernen, som skaber et midlertidigt tab af den normale hjernefunktion. Men det er ikke alle, der slipper med en midlertidig skade. Hvis man får længerevarende symptomer efter hjernerystelse, kan der være tale om post commotionelt syndrom. Det er det lægelige begreb for senfølger efter hjernerystelse. Hvornår, der er tale om denne diagnose, afhænger af den enkelte situation.
”I forskningsregi kører man efter et princip om, at typisk efter 3 eller flere vedvarende symptomer efter en given tidsgrænse, bliver man stillet diagnosen. Tidsgrænsen kan variere afhængigt af, hvilke kriterier, man anvender. Det som mange går efter er enten vedvarende i en måned eller tre måneder. Nogle sætter også grænsen ved 6 måneder.” fortæller Alexander Sørensen, som er neuropsykolog, cand.psych. og akademisk medarbejder hos Dansk Center for Hjernerystelse.
Symptomerne kan være lige fra kroniske smerter i hoved og nakke til lyd- og lysfølsomhed. Det kan sågar også få personlige senfølger som ændring af personlighed, stress og depression. Internationale studier har vist, at op til 43 % oplever senfølger efter 3 måneder, 34 % oplever senfølger efter 6 måneder og mellem 5-20 % har stadig senfølger et år efter hændelsen, som førte til hjernerystelse. Disse senfølger kan først og fremmest have konsekvenser for livskvaliteten. Men arbejdsevnen hos folk med post commotionelt syndrom er ofte også så kraftigt nedsat, at de ikke kan varetage et fuldtidsjob. Der er en klar sammenhæng mellem hjernerystelse og sygdomsrelaterede overførselsindkomster viser en undersøgelse fra 2019. Undersøgelsen viste, at 5 år efter hjernerystelsen modtog 24 % disse ydelser, mens det kun var 9 % blandt den almene befolkning. I løbet af den 5-årige periode viste det sig også, at omkring 5,4 % af de hjernerystelsesramte modtog overførselsindkomster relateret til permanent eksklusion fra arbejdsmarkedet. Igen er dette tal noget højere end blandt den almene befolkning, hvor tallet var 1,6 %.
Der er altså en sammenhæng på grund af den nedsatte arbejdsevne hos hjernerystelsesramte. Dette er også tilfældet for Mette. Hjernerystelsen, som skete i forbindelse med det arbejde, hun holdt så meget af, viste sig at have store konsekvenser for hendes fremtidige arbejdsliv.
Arbejdslivet med senfølger
Mette er til konsulentmøde. Deltagerne til mødet tæller blandt andet Mettes leder, repræsentanter fra Odense kommune, fagforeningen, jobkonsulent og Mette selv. Da klokken bliver cirka 15.30 går lederen ud. Mette beder dem fra kommunen og fagforeningen om at blive siddende. ”Min leder er ikke ærlig i det her. Jeg kan høre, at han ikke synes, at det er en god idé. Jeg tror, at jeg er fyret inden for en måned.” Mette kunne mærke det på ham. Hun kunne mærke, at han syntes, at hun skulle arbejde mere, end hun kunne.
Næste dag kommer lederen og beder Mette om at komme med op på kontoret. ”Nej, det vil jeg ikke. Jeg ved godt, hvad der skal ske.” Mette er ikke i tvivl om, hvad lederen vil. Og hun får ret. Mette står 10 minutter ude på gangen og græder, indtil tillidsrepræsentanten kommer. Mette bliver fyret. Det vækker store følelser i Mette. Hun er klar på at ”slå ihjel.” Ikke i bogstavelig forstand, men fordi hun er så vred, ked af det og føler sig dårligt behandlet.
Mette har været igennem et forløb for at finde ud af, om hun kunne få tilkendt flexjob. Forløbet var lidt en blandet pose bolsjer for Mettes vedkommende. Blandt andet har der været to sagsbehandlere, som har haft den opfattelse, at Mette fortsat kan arbejde 37 timer om ugen, som hun gjorde før hjernerystelsen. Dette er på trods af, at Mette har kæmpet for bare at komme op på 10 timer om ugen.
”Generelt har jeg oplevet forløbet som okay. Det er en ulige kamp, når man skal kæmpe mod systemet. Der er mange, der vil tage røven på systemet. Men os, der ikke gør det, betaler prisen for det. Og det har store konsekvenser.”
Men generelt er det gået hurtigt. Mette fik tilkendt flexjob efter cirka 2,5 år. Hun har altid været utrolig glad for sit arbejde, og derfor er hun også taknemmelig for, at hun stadig kan arbejde inden for samme område. Hun bruger de 10 timer om ugen på at passe et barn med særlige behov. Men det er ikke hvilket som helst barn. Det er den dreng, som for snart 6 år siden sparkede Mette i hovedet.
Mette bruger flittigt sin Instagram profil ”kursskifte” til at fortælle om sit liv. Foto: Mathias Sørensen
Tilfredshed blandt borgere
Et forløb, som det Mette har været igennem, er til for at hjælpe personer, som lider af senfølger efter hjernerystelse, tilbage på arbejdsmarkedet. Der er forskellige faktorer, der spiller ind omkring nedsat arbejdsevne ifølge Alexander Sørensen.
”Hvis folk oplever en stor, vedvarende symptombyrde, så vil mange helt automatisk også opleve en vedvarende nedsat funktionsevne, som også har indflydelse på deres arbejdsevne. De særligt hyppige symptomer er træthed, hovedpine og kognitive symptomer som hukommelsesproblemer og koncentrationsvanskeligheder.”
Linda Colberg Møller er socialrådgiver og faglig koordinator hos Forenede Care Neuro, Ringstedhave. Hun beskæftiger sig med at hjælpe hjernerystelsesramte tilbage på arbejdsmarkedet. Hun fortæller, at de får en henvendelse fra kommunerne, når deres borgere er klar til at orientere sig mod arbejdsmarkedet igen.
”Det er meget intense forløb vi har. Så først og fremmest er det rigtigt vigtigt, at der er en tillid og fortrolighed. Så kan der være behov for nogle indledende tests, hvor eksempelvis en neuropsykolog skal foretage undersøgelser for at finde ud af, hvilke udfordringer borgeren har. Det kan være vigtigt, da længere forløb med senfølger efter hjernerystelse kan føre til et kompliceret billede. Langvarige forløb efter hjernerystelse kan nogle gange føre til psykiske belastninger ud over de reelle symptomer fra hjernerystelsen.” fortæller hun og fortsætter: ”Vores opgave er at finde ud af, hvor den enkelte borger hører til på arbejdsmarkedet og hjælpe dem med at håndtere symptomer og arbejdsliv. Ofte kan frygten for frygten for symptomer præge borgerne, fordi de har være psykisk pressede over en lang periode. Vi skal finde ud af, om borgeren har så mange stationære skånebehov, at borgeren ender i flexjob, eller om vi kan arbejde os igennem symptomerne, så man kan ende ude på det ordinære arbejdsmarked igen.”
Selvom forløbet umiddelbart kan virke indviklet og udfordrende er den generelle oplevelse for borgerne god, hvis man spørger Linda Colberg Møller.
”Når borgerne er på vores forløb, føler de, at de får den hjælp, de har behov for. En neurofaglig jobkonsulent giver en kæmpe tryghed for borgerne.”
Hvad med fremtiden?
For Mettes vedkommende endte forløbet med, at hun fik tilkendt flexjob på 10 timer om ugen. Det er noget, hun sætter pris på. Det betyder, at hun stadig kan beskæftige sig med et arbejde, hun holder af.
”Hvis man virkelig godt kan lide sit arbejde, så er det jo en stor del af sin identitetsfølelse. Så jeg er rigtig glad for, at jeg kan arbejde inden for samme område. I min situation er det så helt ekstremt, fordi det er inden for helt samme område.”
Men selvom Mette holder af sit arbejde både før og efter sin hjernerystelse, er det ikke det, der er vigtigst for hende. Det vigtigste for hende er hendes to teenagesønner. Søren på 18 år og Jesper på 16 år er ifølge Mette dem, der har betalt den højeste pris for Mettes ændrede hverdag efter hjernerystelsen.
”Mine unger betyder mest for mig, og de har også lidt de største konsekvenser. De har betalt den konsekvens, at de har haft en mor, der har ligget meget ned. Jeg har haft svært ved at sætte grænser, fordi jeg ikke har haft energien til det.”
Mettes farverige garderobe er med til at gøre hende glad i hverdagen. Den farverige udstråling kommer både til udtryk på udseendet og personligheden. Foto: Mathias Sørensen
Mette sidder med et smil på læben, når hun skal fortælle om sin fremtid. Men alvoren og realisten er gemt bag det store smil. Hun er tydelig omkring, hvad hun kan, og hvad hun ikke kan. Man kan mærke en afklarethed og bevidsthed i udtrykket og stemningen. Hun ved, at hun også i fremtiden skal blive ved med at planlægge sin hverdag med aktiviteter og pauser. Hun tror, at hun kommer til at arbejde med drengen, der sparkede hende i hovedet, i årevis. Og ikke mindst er det vigtigste i livet, at få hverdagen til at fungere og nyde det, man har hver dag.